Forlænget weekend i Krakow
Fra Billund kan man flyve direkte med Wizz Air til det sydlige Polen og byen Katowice. Flyveturen tager under halvanden time, så det er virkelig en nem og…
Fra Billund kan man flyve direkte med Wizz Air til det sydlige Polen og byen Katowice. Flyveturen tager under halvanden time, så det er virkelig en nem og hurtig getaway. Vi tog en forlænget weekend omkring Grundlovsdag og var afsted fredag morgen i tre dage. En perfekt lille tur uden at skulle bruge feriedage. Vi gav omkring 900 kr. pr. flybillet inkl. priority, 10 kg håndbagage og en lille taske hver. Helt fint til en weekendtur. Katowice er kendt som en tidligere tung industriby i Polen med kul og stål, men den har ændret sig en del de senere år. Selve byen var dog ikke vores mål, så vi kørte ca. 1 time og 15 minutter sydpå i vores lejebil til Krakow. Kraków er helt klart en af de mest besøgte byer i Polen og faktisk en af de mest populære storbydestinationer i hele Europa. En meget velbevaret gammel by med et stort middelalderligt torv, som virkelig gør indtryk, fordi det er et af de største i Europa. Selvom Polen er blevet væsentligt dyrere de senere år, er prisniveauet stadig en del under det danske, og det kan mærkes i hverdagen på turen. Vi havde to dage i Krakow, som er en storby med knap 1 million indbyggere, og som vi virkelig godt kan anbefale. Vi var også ude ved Zakrzówek Park, hvor vi badede i 24 grader sammen med mange lokale polakker. Et virkelig skønt sted og en lidt anden side af Krakow end den historiske bymidte. En morgen spiste vi morgenmad ved Krakus Mound med udsigt over hele byen. En stille og rigtig fin start på dagen. Vi boede på Hyatt Regency Kraków ca. 3 km fra den gamle bydel. Et meget moderne og nyt hotel, helt klart luksus. Heldigvis koster en Uber kun omkring 35 kr. ind til byen, så det er både nemt og meget bekvemt. Vi brugte i det hele taget bilen til udflugter, men tog Uber ind til den gamle bydel, da parkering derinde er lidt en udfordring. Om søndagen besøgte vi Auschwitz, som ligger relativt på vejen tilbage mod Katowice lufthavn. Auschwitz var et stort nazistisk koncentrations og udryddelseslejr kompleks under 2. verdenskrig i det tyskbesatte Polen. Det mest kendte af dem, hvor omkring 1,1 millioner mennesker blev dræbt. Vi delte os op, så Alberte og jeg var på en 3,5 timers guidet tur. Alberte på 14 år havde haft om Auschwitz i skolen og endda skrevet en opgave om stedet, så det gav mening for hende at opleve det i virkeligheden. Det var en stærk oplevelse, og samtidig også lidt svær at være i, ikke mindst fordi der var mange turgrupper, som gjorde det svært at fordybe sig i stedet. Vi havde booket turen via Booking.com. De fleste tager bus t/r fra Krakow, men da vi havde bil, gav det ikke så meget mening for os. Heldigvis fandt vi en løsning, hvor vi mødtes med guide og gruppe foran indgangen. Vores yngste søn Villads på 9 år er stadig for lille til den type oplevelse (anbefalingen er minimum 13 år), så han og mor hyggede sig i byen et par kilometer væk i de 3,5 timer turen varede. Den sidste nat blev tilbragt i et guesthouse blot 4 minutters gang fra terminalen i Katowice lufthavn, da vi havde en meget tidlig morgenafgang, så alle kunne komme enten i skole eller på arbejde.