Verdens største krydstogtskib – er det også verdens bedste?
På den sidste sødag vurderer vi maden, underholdningen, faciliteterne og prisen på Legend of the Seas.
Verdens største krydstogtskib – er det også verdens bedste? 🚢 I dag har vi vores sidste dag ombord på Legend of the Seas. En hel dag på havet, inden vi i morgen tidlig går fra borde i Barcelona efter en uge i Middelhavet. Vi har efterhånden været på 17 krydstogter rundt omkring i verden med rederier som Norwegian, AIDA, MSC, Costa og Celebrity. Både store og små skibe. Så hvordan klarer verdens største krydstogtskib sig i forhold til alle de andre? Det er helt klart det bedste skib, vi har sejlet med! 😃 Maden er lige et niveau bedre. Hummer, kæmpestore kinarejer, imponerende dessertborde og et fantastisk udvalg i buffeten. Teaterforestillingerne er også bedre end dem, vi har oplevet på eksempelvis Norwegians, Celebritys og MSC’s store skibe. Og så er der dagsprogrammet! Der sker simpelthen så meget, at man umuligt kan nå det hele. Men med skøjtebane, klatrevæg, otte forskellige områder, flere swimmingpools, Central Park med rigtige træer og verdens største vandland til søs er det måske heller ikke så mærkeligt. Men hvad koster det så? Normalt er Royal Caribbeans allerstørste skibe helt uden for vores budget. Ofte koster de omkring det dobbelte af, hvad vi har betalt denne gang. Vi gav nemlig 23.800 kr. for os alle fire for syv nætter i en lækker balkonkahyt med mad og underholdning inkluderet. Omkring 5.950 kr. pr. person. Forklaringen er en kampagne, hvor vi fik børnene med for blot 100 euro pr. barn. Det gjorde pludselig verdens største krydstogtskib til en rigtig god handel. Men igen, det er stadig noget dyrere end andre krydstogter, vi har været på! Vi har været meget imponerede, og selv efter en uge har vi stadig ikke nået at prøve det hele. Kommer vi til at sejle med et skib i denne størrelse igen? Ja, helt sikkert! Men kun hvis prisen er rigtig. 😃🚢
Udforsk vores rejsehistorier
- Middelhavskrydstogt med Legend of the Seas
- Frankrig
- Italien
- Spanien
- Fra 2.000 år gamle Pompeji til pizza og kaos i Napoli
- Væk fra turisterne og ud i det lokale Italien
- Cinque Terre, et af de smukkeste steder i Italien
- Kunsten at få mest muligt ud af rejsebudgettet
- Palma og masseturismen på Mallorca
- Ombord på verdens største krydstogtskib