Udforsker La Palma 🚗
Hvor bor vi på La Palma? 🌋🌅 Vi bor i det hyggelige turistområde Los Cancajos på det 4-stjernede Hotel Las Olas. Vi har vores egen balkon med havudsigt –…
Hvor bor vi på La Palma? 🌋🌅 Vi bor i det hyggelige turistområde Los Cancajos på det 4-stjernede Hotel Las Olas. Vi har vores egen balkon med havudsigt – perfekt til at nyde solopgangen med en kop kaffe ☕️. En virkelig skøn måde at starte dagen på. Vi har opgraderet værelset og giver ca. 900 kr. pr. overnatning for os alle fire. Hver morgen glider et nyt krydstogtskib ind i havnen i Santa Cruz de La Palma – de virker næsten til at komme tættere og tættere på 😄🚢 På trods af krydstogtskibet føles øen langt mindre turistet end Tenerife og Gran Canaria. Vi har også lejet en bil, og det er helt klart et must på La Palma. Øen er perfekt til roadtrips, små landsbyer, vulkanlandskaber og spontane stop undervejs 🚗✨ --- I går udforskede vi den sydlige del af øen, så i dag stod den på nord. Fra hovedbyen er der knap 40 km til den nordlige spids af La Palma, hvilket i praksis tager omkring 45 minutter i bil. Som næsten altid på øen betyder det masser af bjergkørsel, hårnålesving og flotte udsigter undervejs. Vores første stop var La Fajana, hvor der ligger naturlige havbassiner formet af lava. Virkelig et fedt sted med bjergene og et vildt hav i baggrunden. Ja så var der tilmed helt gratis adgang. Et perfekt sted til en pause og en dukkert. På vej tilbage mod hovedbyen havde vi sat kursen mod nogle små landsbyer, og især San Andrés gjorde indtryk. Små brostensbelagte gader, farverige kanariske huse med træbalkoner og en hyggelig, autentisk stemning – klart en af øens smukkeste landsbyer. Tilbage i Santa Cruz de La Palma besøgte vi Maroparque Isla de La Palma – et redningscenter for eksotiske dyr. Vi vidste ærligt talt ikke helt, hvad vi skulle forvente… og det blev noget af en oplevelse🙈 Det er uden tvivl det mest skøre sted, vi har været længe. Man går nemlig frit rundt blandt et hav af store fugle, der flyver tæt forbi én. Især Mette var noget presset af situationen – og det hjalp ikke ligefrem, at en af fuglene pludselig sprang op på hendes ryg 😅 Derudover var der aber, som mildest talt havde temperament. Vi fandt hurtigt ud af, at hvis man smilede til dem, blev de decideret aggressive… som i virkelig sure 😬 At der ikke findes store dyre- eller forlystelsesparker på La Palma er faktisk helt ok✔️ Det er mere naturen der er i centrum🙏