Sight seeing i Pyongyang

Der ventede os lækker buffet til morgenmad i en af hotellets mange restauranter. Der var et bredt udvalg - noget for enhver smag. Kl. 09 var der afgang med bussen. I dag skulle vi blive i Pyongyang, hvor vi skulle se en masse. Første stop var en park, hvor vi kunne købe blomster til at lægge ved foden af den store statue af Kim Il Sung. En buket kostede 4 euro, hvilket nærmest var et røveri, da blomster var nogle dage gamle. Men hvad gør man ikke for at vise lidt respekt. De penge, som blomstersælgerne tjener, gives til staten - de beholder ikke noget selv. De har jo deres løn. Vi tog blomsterne med hen til den store statue, Mansudae Grand Monuments ved Mansu Hill. Man må ikke tygge tyggegummi, have hat/kasket på eller grine i nærheden af statuen. Det er heller ikke passende at lave jokes, hvori Kim Il Sung eller Kim Jong Il´ navn indgår, fandt vi ud af. Vi jokede med, at hvis Kim Jong Il ofte er ude at besøge folket, så kunne vi måske møde ham på en karaokebar. Det måtte vi ikke sige, så vi blev irettesat af guiderne. I følge dokumentarfilm gemmes handicappede mennesker af vejen. Det passer selvfølgelig ikke, hvis man spørger vores guider. Folk kan selv vælge, om de vil passe dem hjemme, eller om de skal passes på et hjem. Nogle gange går de også tur med de handicappede folk i parken. Vi så dog ingen mentalt handicappede mennesker under hele vores tur. Der er ingen kriminalitet i landet. Ms Kim har aldrig hørt om eller set kriminalitet i hendes liv. Hvis nogle træder uden for styrets regler, sendes de til "Education House". Der findes ingen fængsler i landet kun "afretningssteder", hvor man skal være en uges tid - men det er ikke et fængsel. Der findes ingen domstol eller advokater i Nordkorea, så man har ikke mulighed for at argumentere for sin ret og bevise sin uskyld, hvis man mener, at man bliver uskyldig dømt. Der er ingen kriminalitet, men alligevel har alle de nederste etager tremmer for vinduerne. Vores guider fortalte, at det er KUN for at være på den sikre side. Senere fandt vi ud af, at der er store problemer med korruption og tyveri. Hver person har ret til 700 gram ris om dagen, som modtages fra staten. De hårdtarbejdende (eks. minearbejdere) får tildelt 800 gram om dagen. Hver familie får også udleveret rationeringsmærker, så alle er sikret ris, kylling og grøntsager. Der er mange gadefejere i Pyongyang. De har selv valgt deres job, siger vores guider, og de er glade for at udfylde denne plads i samfundet. Hvis de vil, kan de sagtens få en uddannelse, men lønnen er jo god... Det er svært at konkludere, når man kun får guidernes version. Vi har ingen mulighed overhovedet for at komme til at snakke med gadefejerne selv. En ting kan vi dog se...De ser hverken særlig rige eller tilfredse ud. Det faktum svarer vores guider ikke på. Efter at have bøjet os for den store leder, kørte bussen videre til en boghandel med udenlandske bøger, men de havde hverken Harry Potter eller Ringenes Herre. Måske satser de mere på russiske bøger og bøger fra andre kommunistiske lande... Vi var lidt bagefter vores tidsplan, så vi havde ikke meget tid på Krigsmuseet, som viser Nordkorea´ version af historien. Der er store panorama-udstillinger, hvor man tydeligt kan se folkets lidelser. Heltemodige beretninger om det koreanske folk, som kæmpede bravt mod de amerikanske imperialister i den koreanske krig, som varede fra 1950-1953. De har aldrig tilgivet USA, at landet blev delt i to efter 2. Verdenskrig. Nordkorea lever i det evige håb om, at Korea igen skal blive et land. Ordet "reunification" høres endnu mere end ordet "imperialist". Det er spændende at gå rundt og høre og se det, som det nordkoreanske folk tror så stærkt på. Der nævnes ikke noget om, at det var Nordkorea, som angreb Sydkorea først med hjælp fra Rusland. Da de angreb, var der ikke engang amerikanske militærfolk til stede i landet. De ankom først senere for at hjælpe Sydkorea i kampen mod kommunisme. Efter frokost, som fandt sted på hotellet i den kinesiske restaurant, hvor vi fik den ene tallerken sat foran os hurtigt efter den anden: Dumplings, agurker, fisk, kartofler, oksekød serveret på brændvarme fade og naturligvis masser af ris, fik vi overtalt vores guider til en gåtur på gaden blandt folk. Vi måtte love dem ikke sige det til andre turister. De fleste af de lokale valgte at gå over på den anden side. Det er som om, at de er bange for os. Hvis de snakker med os, kan de blive indrapporteret af andre borgere Enkle steder er der trafiklys. Ellers står der en og guider trafikken. Guidebøgerne siger, at de smukkeste piger udvælges til at dirigere trafikken. Vi så propaganda-biler køre rundt og opmuntre folk til at udføre deres plads i samfundet på den bedste måde. Næste stop var Revolutions Exhibition, hvor guider fremviser landets fremragende teknologi, som sikrer bl.a. strøm til hele landet, produktion af biler og udgravning af kul. Vi fik også informationer om landets rumraketter og opsending af satellitter i Space Pavillion. Guiden var utrolig