Marokkos grimme ansigt

Morgenmaden var inkluderet i vores overnatning og bestod af en lille buffet med brød, marmelade, æg, te og friskpresset appelsinjuice. En let men lækker anretning. Vi havde en lang transport-dag foran os, da vores næste stop er ørkenen ved Merzouga. Det vil tage ca. 5-6 timer for en bus at nå frem og koste 46 dirham pr. billet, så da en mand tilbød os, at vi kunne køre med ham for 80 dirham pr. person, og han kunne få os frem på 3 timer, slog vi til. Han boede selv i Merzouga og var på vej hjem, så vi kunne fint køre med ham. Vi syntes, at han virkede meget ivrig for at få os med, og han lignede en, som vi ikke helt turde stole på - vi kunne ikke helt tyde hans attitude, men vi var jo 2. Vi var ikke kommet mange meter hen ad vejen, da han spurgte, om vi ikke ville bo på hans hotel i Merzouga. Vi takkede pænt nej tak. Men emnet stoppede ikke der. Han blev ved og ved med at spørge, om vi ikke ville bo på hans hotel: "Just looking..." Efter 2 timer spurgte hans os stadig, om vi ikke ville se hans hotel. Hans hotel hedder Riad Totmaroc og anbefales meget i Lonely Planet. Denne mand, ejer eller ej, er i hvert fald dårlig reklame for stedet. Jo flere gange han spurgte os, om vi ikke ville se stedet, jo mere modstand fik vi over for stedet. Vi kunne sikkert godt have fundet på at bo der, hvis det ikke lige havde været for denne mand, der næsten "pressede hotellet ned i halsen" på os. Inden vi var kørt af sted, havde jeg taget et billede af ham, da jeg syntes, at han havde en sjov hat på. Senere bragte han denne episode frem, da han påstod, at jeg KUN havde taget hans foto for at kunne vise det til politiet. Det var slet ikke faldet os ind. Vores chauffør kørte lidt efter sine egne regler på vejen og viftede med fingeren og bandede, hver gang vi kørte forbi en bil, som om alle andre ikke kunne finde ud af at køre bil. Hvis vi passerede en smal bro, kørte han til, så alle andre måtte hoppe for livet, og alle bilerne måtte vente på ham, selv om de var længere ude på broen. Han var kongen af vejen. Der var nogle små boder opstillet for forbikørende turister, som han gerne ville, at vi skulle stoppe ved. Vi takkede pænt nej. Det udløste et større foredrag om, hvordan vi går glip af Marokko, når vi ikke åbner os op og er imødekommende. Han var jo selv berber og kom fra en stolt berber-familie, der kun ønskede at vise os det bedste i Marokko. Vi skulle huske på, at alt ikke drejer sig om penge her i landet - men om relationer. Hvis vi stopper for at tage billeder, plejer en af os altid at blive ved bilen og vores bagage. Det er en procedure, som vi altid følger, uanset hvilket land vi er i. Vores chauffør tog det som et tegn på, at vi ikke stolede på ham. Han blev rigtig sur og smed nøglerne demonstrativt over til os. Så kunne vi jo tjekke, at han ikke kørte sin vej. Som turen gled frem, blev han mere og mere ihærdig for, at vi skulle over til hans hotel. Vi havde ikke lovet ham noget og sagde hele tiden, at vi havde et andet hotel i tankerne. Der er asfalteret vej hele vejen fra Rissani til Merzouga, men pludselig befandt vi os midt i ørkenen, hvor han drønede som en gal af sted, mens hele bilen hoppede og gyngede rundt i sandet. Han grinede og sagde, at han kørte jævnligt denne strækning. Vi skulle ikke bekymre os om noget. Pludselig stoppede han bilen, da han påstod, at der var noget galt. Motoren kørte ellers fint, indtil han stoppede den og gik ud for at kigge på den. Bagefter kunne den ikke starte igen. Hvad havde han pillet ved... Nu holdt vi midt ude i ørkenen 20 km fra Merzouga. En forbipasserende bil kom os til undsætning, som tog vores bil med på slæb. Heldigt. Historien slutter ikke her. Vores chauffør begyndte nu at råbe og skrige, at vi bragte ham ulykke, at vi var racister, og vi skulle betale ham 800 dirham, så han kunne få sin bil lavet. Han havde selv valgt at køre ud i ørkenen, selvom der var en asfalteret vej. Han blev også stadig ved med at presse os til at bo på hans hotel. Senere fandt vi ud af, at han faktisk havde retning mod sit hotel, selvom vi aldrig havde accepteret at se stedet. De fleste hoteller i Merzouga ligger spredt langs med ørkenen, så de har den bedste udsigt. Vores chauffør var ved at tage bagvejen til hans hotel, uden at vi vidste det. En rigtig udspekuleret fætter. Da vores redningsbil nåede op på asfalteret vej igen, insisterede vi på at komme ud. Vores chauffør fulgte efter os, selv om vi sagde, at han skulle fortsætte uden os. Han hoppede med ud og var nu totalt rablende skør. Han kaldte os løgnere, racister, "crazy people" etc. Vores land var det mest racistiske land i verden. Muslimer ville overtage vores land og "fucke" os i røven. Han var rigtig ubehagelig. Vi blev begge fuldstændig tosset på ham. Han råbte især meget efter mig og gav mig fingeren. Når mænd snakker, holder kvinderne mund. Det fik i hvert fald ikke mig til at holde mund. Måske var det meget provokerende for ham, at en kvinde sagde ham imod... Og I kan tro, at han fik at vide, hvad jeg syntes om hans opførse