Praia do Forte, Brasilien: Praia do Forte 
  Torsdag den. 20-05-2004

I dag skulle vi længere nordpå mod Praia do Forte, men først skulle vi have købt flybilletter fra Recife til Sao Paolo, som vi skal flyve hjem fra.

Efter at have spist morgenmad og pakket al bagagen sammen tog vi en taxi til et rejsebureau. Der var ikke langt, men vi ville ikke gå rundt med al vores bagage. Vi fik nogle billigere billetter, end sidst vi skulle flyve indenrigs. Det kostede 290 pr. mand inklusiv skatter. Igen kunne vi ikke betale med visa kort, da de blev afvist. Heldigvis havde vi kontanter på os.

Vi nåede ned på rutebilstationen i tide til at nå bussen klokken 11. Turen ud til Praia do Forte tager en 1 time og 40 min og kostede 5,30 reais pr billet.

Da vi nåede frem til Praia do Forte, blev vi læsset af ved vejen, som går ned til byen. Vi stod midt på landevejen med al bagagen i bagende solskin. Heldigvis kom en skolebus forbi, der havde retning mod byen, så vi fik et lift.

Vi havde læst, at byen skulle være nyopdaget for turisterne, og hovedvejen skulle stadig være af jord. Det passede ikke helt mere. Vejene var belagte med sten, og byen var proppet med små butikker og restauranter. Det lignede faktisk lidt en kæmpe stor campingplads.

Vi gik lidt rundt i byen, før vi bestemte os for en pusada. Den lå midt på hovedgaden, tæt på stranden og alle butikkerne. Det kostede 40 reais pr. nat inklusiv morgenmad.

Om eftermiddagen gik vi ned på stranden og osede rundt i butikkerne. Jeg købte en hvid top for 16 reais.

Vi blev lidt skuffede over byen, da vi troede, at vi skulle ud at se en "uspoleret by". I stedet følte vi, at vi var kommet på campingtur :)

Om aftenen gik vi ud for at spise. Der var en masse restauranter at vælge imellem. Vi fik argentinske grillbøffer med salat og ris.

Giv din Vurdéring af artiklen : dårlig god
(forrige dag)    (næste dag)