Guilin, Kina: Dragon Back Terraced Fields 
  Onsdag den. 06-01-2010

I dag regner det heldigvis ikke mere, så vi tog på en heldagstur med 3 stops. Det kostede 150 yen pr person ekskl. frokost men med engelsk talende guide.

Der er 55 minoriteter i Kina, og vi skulle ud for at besøge Huangluo Yao landsbyen, hvor "de langhårede kvinder" bor. Disse kvinder er kendt for deres smukke sort, lange hår, som bliver op til 180 cm langt. Selv en ældre kvinde har gnistrende sort hår - ingen grå hår overhovedet grundet risvand, som de vasker deres hår i. Det lugter fælt, men de bevarer tilgengæld deres sort hårfarve hele livet.

En ugift pige gemmer sit hår væk under en sort hat. Når hun bliver gift, er hendes mand den første til at se hendes lange hår. Efter giftemålet vil hun sno det rundt i en frisure oven på hovedet - ligesom de andre kvinder. Når hun får børn vil hun lave en spids med sit hår foran på hovedet. På den måde kan man altid se, hvilken slags kvinde man snakker med.

Disse kvinder har en rekord i Guinness rekordbogen, som værende den gruppe af kvinder med det længste hår i hele verden. De får kun klippet deres hår én gang i livet - når de er 18 år får de klippet 1 meter af håret.

Det er kun tilladt for stammen at gifte sig med hinanden. Alle minoriteter har fået lov af regeringen til at få 2 børn. Alle andre kinesere må kun få 1 barn. Men efter endt skolegang kommer minoriteternes børn ikke tilbage til landsbyen, de flytte væk. Så stammerne er uddøende.

Der er et show i landsbyen, hvor kvinderne bl.a. slår deres hår ned, synger og danser. Det koster 60 yen og er ikke inkl. i turprisen. Andre turister kan bekræfte, at showet ikke er spektakulært. Det er kun iscenesat til turisterne og viser ikke rigtigt noget om deres kultur eller livsstil.

Kvinderne i landsbyen er de aktive sælgere, mens mændene kigger på. De er søde og ikke for nærgående, selvom de rigtig gerne vil sælge noget til dig. Vi havde hele tiden en lille ældre kvinde i hælene, som med et smil prøvede at få os til at købe hendes varer.

Frokost spises i en lille landsby på vej op af bjerget til Dragon Back Terraced Fields. Menukortet består af en bredvifte af specialiteter: Bamboo mouse, bamboo chicken, frøer etc. Folkene spiser ALT, de kan finde på bjerget.

Efter frokost fortsætte turen mod toppen. I alt tager hele opturen kun ca 1 time. Det er ikke en anstrengende tur. Alle kan klare det, hvis de kan gå på trapper. Der er små boder med souvenirs og krydderier langs med hele ruten på bjerget, så vent med at gøre dine køb til nedturen, så du ikke skal bære på det undervejs.

Grundet årstiden - uden for sæson - er der færre turister, så de sælgende er endnu mere ivrige for at handle.

Armbånd pruttes ned fra 30 til 10 yen.
Tørklæder kan forhandles ned fra 20 til 8-9 yen.
Tepotte kan købes for 35 i stedet for 180 yen.
Trævase med udskæringer kan fås for 40 i stedet for 240 yen.

Tilbage i byen er der mulighed for at prøve en meget populær restaurantsform. Store diske med friske fisk, rejser og østers ligger på køl. Peg på det, du gerne vil have. Så griller kokken det nemt og hurtigt. Flere retter inkl. vin fra "The Great Wall" kostede kun 168 yen i alt.

Overnatning - Backstreet Youth Hostel, Guilin, Kina
Adresse:3. Renmin Rd, Guilin (overfor Sheraton Hotel)
Godt:Central beliggenhed. Nemt at arrangere ture hefra.
Skidt:Hotellet er meget koldt grundet årstiden - ingen opvarmning
Karakter:6   Pris:   91,20 kr. (120 CNY) for et dobbeltværelse
Giv din Vurdéring af artiklen : dårlig god
(forrige dag)    (næste dag)