Antigua, Guatemala: Snydt 
  Onsdag den. 07-02-2007

Vi var oppe kl. 05.45, så vi kunne være klar til afgang kl. 06.00. I dag står den på bestigning af vulkanen Acatanango. Det tager 6 timer at gå op og 3 timer at komme ned igen.

Vi ventede. Kl. blev 06.15, og der var stadig ikke kommet nogen efter os. Vi havde guidens nr, så vi fik en pige på vores hostel til at ringe. Det lød som om, at han stadig sov. Han sagde, at han var i færd med at hente andre, som også skulle med på turen. Det var helt fint, vi viste ikke at andre skulle med, men det var ok.

Kl. blev 06.30, og han var stadig ikke kommet, så vi ringede igen. Denne gang var der ingen, der tog telefonen.

Kl. 06.45 ringede han selv til os. Denne gang fortalte han, at bilen var brudt sammen. Han ville straks komme, når den var klar igen.

Kl. blev 07.20 og endelig kom han. Han havde tidligere fortalt, at han skulle hente andre folk, men der sad kun en person i bilen, og det viste sig at være hans kæreste... Hmmm mærkeligt.

Vi følte, at vi ikke kunne stole på ham, så vi sagde, at vi ikke ville tage med. Klokken var også ved at være for mange til, at vi kunne nå at bestige vulkanen og komme ned igen, inden det blev mørkt.

Vi fik alle pengene retur igen!

I stedet tog vi en slapper og gik rundt for at kigge lidt mere på byen, som vi ikke har set så meget af endnu. Vi osede rundt på markederne.

ATMerne er stadig uden penge, så vi måtte ind i banken med pas og VISA kort for at få nogle penge. Det gik fint, men det tog sin tid.

Vi havde været tidlig oppe, så vi blev hurtig trætte den aften. Vi nåede lige at få lidt aftensmad, nachos med guacamole, og jordbær daquiries, hmm, inden vi faldt i søvn. Det skal lige siges, at vi havde fået sen middagsmad, så derfor var vores aftensmad ikke sååå sund igen :)

Forresten, det er meget almindeligt at mærke små jordskælv her. Vi mærkede et, en af de første dage vi var her. Mærkelig følelse.

Det er et positivt tegn, at der ofte er små jordskælv. Hvis der i en periode er meget stille, kan man godt regne med, at der kommer et stort jordskælv. De tektoniske plader er meget aktive her. Hvis der er langt mellem jordskælvene, betyder det, at de tektoniske plader har sat sig fast. Når de så løsriver sig, vil der komme et stort jordskælv.

Giv din Vurdéring af artiklen : dårlig god
(forrige dag)    (næste dag)