Ko Samet, Thailand: Vild bådtur til Koh Samet 
  Søndag den. 03-08-2003

Vi havde en urolig nat, da hotellet var meget lydhør, og Khao San Road er meget larmende.

Vi ville på en tur ud til en ø, men inden vi tog hen til Jysk Rejsebureau for at se, hvad de kunne tilbyde, skulle vi en tur i banken for at veksle. Kursen var dårlig, så vi tabte ca 10%. Det havde ikke været muligt at veksle ringgit i Vietnam, så dem ville vi gerne have vekslet til baht. Vi havde også dong i overskud men fandt ud af, at det ikke var muligt at veksle dong til baht, da man ikke må udføre dem af landet – ups.

Jysk Rejsebureau anbefalede Koh Samet, da turen derud er meget kort, så vi bestemte os for dette, selvom vi ville have været ved Hua Hin. Vi kunne komme af sted samme dag, så vi fik travlt med at komme ud til busstationen. Her ventede en 3 ½ timers tur i bus ud til kysten. Busturen, 120 baht pr person, var meget behagelig, og der var service om bord. Vi fik serveret drinks, chips og kager – inkl i prisen.

Da vi ankom til havnen, fandt vi ud af, at båden først sejlede, når den var fuld.... Vi måtte vente i 1 ½ time, før vi kom af sted. Bådturen tur/retur kostede 100 baht. Det blev en meget våd og vippende overfart til øen, så vi var dyngvåde, da vi endelig ankom.

På land ventede flere taxi-jeeps, 20 baht pr person, som havde plads til ca 10 personer på ladet. Vi blev kørt rundt til forskellige hoteller, hvor man bare kunne springe af, hvor man havde lyst. Vi valgte Jepp’s Beach, som lå midt i rækken af hoteller langs med stranden. Det kostede 500 baht pr overnatning inkl fan.

Vi spiste aftensmad i strandkanten under palmerne. Det var rigtig hyggeligt. Det var ikke myg, som generede, mens vi spiste....det var hunde. Øen er kendt for sin store bestand af hunde, som lå og solede sig alle steder. Hundene er nemme at slippe af med, og så efterlader de ikke kløende myggestik.

Det kostede 200 baht pr person at komme ind på øen, som er et naturreservat.

Giv din Vurdéring af artiklen : dårlig god
(forrige dag)    (næste dag)