Pisa, Italien: Yallah Pisa 
  Lørdag den. 10-04-2010

Så er vores sidste dag i Marokko kommet. Kl. 18.25 er vi smuttet :o) Yallah Pisa (=let´s go to Pisa).

I dag har hele medinaen åben igen, så vi tog en taxi derned for at bruge lidt flere penge...og blive "svinet" til. Det kan næsten ikke undgås. Vi købte nogle flere bælter. Stadig 70 dirham for 2 stk.

Vi havde ikke fået morgenmad, så kl. 11 var vi godt sultne. En sælger anbefalede en restaurant, som vi prøvede. Det kunne jo ende med at blive en god, lokal oplevelse....men desværre nej, det endte med at ligne et svindelnummer. Der gik en time, inden de serverede forretten, en lillebitte salat. Normalt serveres den efter bare 5 minutter. Vi bestilte det samme at spise for lethedens skyld, men alligevel fik vi noget forskelligt serveret til hovedret - den ene fik kylling og den anden lam. Portionerne var utrolig små. Almindeligvis plejer retterne at være så store, at vi ikke kan spise op. 3 retter kostede 80 dirham, det var det i hvert fald ikke værd.

Sultne og med vores nye indkøb ledte vi efter en udgang - det kan godt tage lidt tid :o) Derefter hoppede vi i en taxi tilbage til ville nouvelle, hvor vi fandt en restaurant, så vi kunne få stillet den sidste sult, inden turen gik mod lufthavnen.

En taxi derud koster 100 dirham og tager ca. 30 min. Lufthavnen er lille så forvent ikke for meget.

Ryan Air er jo kendt for deres punktlighed, så vi var fremme 20 min. før planlagt ankomsttidspunkt, som var 23.20. Pisa lufthavn ligger kun 5 km fra byen, så vi var hurtigt henne ved vores hotel med en taxi. Vi havde lavet en reservation hjemmefra via tripadvisor.com, som varmt anbefalede dette hotel, som har været i samme familie i over 200 år.

Royal Victoria Hotel ligger lige ned til Arno floden og kun ca. 7 min. fra byens største attraktion - det skæve tårn. Overalt på væggene i hotellet er der billeder og minder fra hotellets lange historie. Et utrolig smukt og hyggeligt hotel med en god morgenmadsbuffet.

Vi glædede os til at tilbringe aftenen i Italien, så vi var hurtigt ude i byen igen for at finde en restaurant. Selvom klokken var ved at være mange, havde spisestederne ikke lukket endnu. Tæt ved vores hotel lå en rigtig hyggelig restaurant med gode priser. Tapas 6 euro. Pizza 6,5 euro. Vin 5,5 euro.

Tilfældigvis sad der en italiensk familie ved nabobordet, som havde været med samme flyver fra Marokko, som vi faldt i snak med. De havde flere huse rundt om i Italien, så de gav os deres visitkort, så vi kunne booket et, hvis vi havde lyst til det på et senere tidspunkt. De havde bl.a. et hus på Sicilien med udsigt til Etna - wow.

Overnatning - Royal Victoria Hotel, Pisa, Italien
Adresse:Lungarno Pacinotti 12
Godt:Fantastisk hotel der nærmest er et helt museum. Lækre værelser
Skidt:Bad og toilet på gangen
Karakter:9   Pris:   424,00 kr. (424 DKK) for et dobbeltværelse
Giv din Vurdéring af artiklen : dårlig god