Jaisalmer, Indien: Kamelsafari, dag 2 
  Mandag den. 21-02-2005

Natten havde været ganske kold, så vi glædede os til at solen stod op, så vi kunne få varmen igen.

Vi tog morgenmaden med ind i vores telt, så vi kunne sidde under tæpperne og spise. Maden bestod af toasts, kiks og marmelade.

Klokken 8:30 sad vi på kamelerne igen - godt ømme bagi efter gårsdagens lange ridt. Der blev byttet rundt på, hvem der red på hvilke kameler, da den kamel, som Salim havde reddet på dagen før, ikke var meget for at gå forrest. I går havde den pludselig lagt sig ned, da den ikke gad at gå mere :)

Vores guide var frisk, så vi startede med at trave. Vi kom forbi de meget kendte Sam Sand Dunes, som er en stor sandkasse.

Vi havde brug for flere små pauser, da det var virkelig hårdt at sidde på en kamel igen. Vi var glade for, at vi ikke havde booket en tur på flere dage end 2.

Flere timer senere var det blevet tid til frokost. Inden vi skulle have noget at spise, red vi forbi en lille by, hvor kamelerne skulle ind for at drikke først.

Her var der gang i et spil cricket, som Honny blev involveret i. Med får, heste og køer rendende frit omkring på banen gik spillet videre.

Da det blev tid til, at vi skulle holde frokostpause, bad vi Salim, om vi ikke kunne stoppe et sted, hvor der ikke var så mange slangehuller. Han grinede, men fandt et sted uden alle de mange huller i jorden. Han mente ikke, at slangerne var kommet frem endnu, da det stadig er køligt efter indiske forhold.

Senere på dagen var der dog pludselig en kæmpe giftig slange lige midt på stien. Salim hoppede straks af kamelen for at slå den ihjel, men den var hurtig til at forsvinde. Han fortalte, at den var blevet bange for kamelerne, men hvis vi havde gået i stedet for at ride, var vi med sikkerhed blevet bidt - og der er langt til hospitalet, der hvor vi befandt os.

Igen fik vi god stærk mad. Vi havde været lidt spændte på om vores maver kunne holde til den måde, han lavede mad på. Der er ikke rigtig noget, der hedder hygiejne her. Pa et tidspunkt syntes Salim åbenbart, at chapati-dejen var blevet for tør, så han spyttede i den...

Når vi så vores snit til det, gav vi ham noget af vores håndsprit, så han lige kunne rense hænderne lidt ekstra. Vi sørgede for, at det virkede naturligt, så han ikke skulle føle sig krænket.

De mange timer på kamelryg havde givet os en temmelig rød kulør, så vi måtte hele tiden tage mere og mere tøj på for at dække kroppen, da solcreme ikke var nok.

Vi havde haft en rigtig god tur, men var glade for at se landevejen igen. Klokken 16 blev vi hentet af en jeep, der tog os tilbage til byen. Vi havde tilbagelagt 50 km på 2 dage. Salim og kamelerne havde stadig 2 timer tilbage, inden de var hjemme.

Vi glædede os til at komme tilbage til hotellet for at få et bad og vaske alt støvet af os. Desværre viste det sig, at vores dejlige hotel havde lavet en brøler med vilje eller tilfældigt...

Nu havde hotellet tjent 4000 rs på os fra kamel safarien, så nu kunne han ikke rigtig bruge os mere.

Faktum var, at de havde ikke flere værelser, men han ville finde et til os et andet sted. De steder, han viste os, var ikke særlige gode, og vi er endda ikke så kræsende. Vi var temmelig trætte og frustrerede på ham, så til sidst gik vi.

Hotelmanageren ville betale 200-300 rs for et værelse et andet sted, hvis vi fandt et. Vi tog vores bagage og gik op til fortet, hvor der er mange guesthouses. Her fandt vi et værelse, ikke noget særligt, til 420 ps pr. nat på Hotel Suraj. Vi gad ikke gå tilbage med regningen til vores første hotel, selvom de havde sagt, at de ville betale for vores ulejlighed. Tilgengæld fik de heller ikke 200 rs for vores første overnatning hos dem. Det må gå lige op.

Desværre havde vores hotel først varmt vand klokken 20, så vi ventede med at tage bad. Stadig dejlige støvede gik vi op til den italienske restaurant for at få pizza, som vi havde drømt om ude i ørkenen :)

Da vi sad og spiste, talte vi om, at vi ikke havde mødt nogle danskere her. Men som det sker, når man taler om solen, så stod der pludselig nogle fra Herning og prikkede os på skulderen. Vi fik udvekslede rejseerfaringer :)

Klokken 21 var vi tilbage på vore lille hotel, hvor vi endelig kunne få et varmt bad.

Giv din Vurdéring af artiklen : dårlig god
(forrige dag)    (næste dag)