San Cristobal, Mexico: Forkælelse i San Cristobal 
  Mandag den. 29-01-2007

Kl 6.30 ankom vi til San Cristobal. Her er lidt (meget) køligere end i Oaxaca, da byen ligger oppe i bjergene.

Byen er lille, så vi gik hen til vores hostel, Posado Mexico, som er en del af den internationale hostel kæde kaldet Hostelling International, meget sigende :)

Vi fik selskab af et helt lille følge. 2 mexicanere skulle samme vej som os, så de viste os vejen. Derudover havde en hund forelsket sig i os på busstationen, så den fulgte bagefter os hele vejen.

Et dobbeltværelse koster 200 pesos inkl. morgenmad og gratis internet.

Vi fandt en madras/sofa i et af opholdsværelserne, som vi kunne sove lidt videre på, da check in først er kl. 11.

Heldigvis kunne vi få værelset allerede fra kl 10, så ind med bagagen og af sted ned i byen med os.

Nu er solen stået op, så her er dejlig varmt. Fra 10 til 16 tiden er solen fremme, og varmen er god. Derefter bliver her meget køligt.

Vi gik ned til det lokale marked, hvor mange indianere kommer for at sælge deres håndværk- broderet tøj, træfigurer, læderting etc. Vi købte en Maya kalender lavet i læder, den kostede 60 pesos.

Ikke langt derfra lå endnu et marked, hvor der blev solgt kød, grøntsager, krydderier og brød.

Markedsfolkene var begge steder hovedsagelig indianere, bitte små indianere som kun gik os til midt på maven. Nogle af kvinderne slæbte rundt på høns, der stadig var levende. De havde bundet benene sammen og gik og svingede med dem, så andre kunne fa øje på dem, og de kunne få dem solgt.

Det var ikke alle, der var lige modige med at få taget deres foto. Vi havde pænt spurgt, om vi måtte tage et foto. Den ene indianerkvinde siger ja, mens den anden kaster et tæppe over hovedet, lige idet billedet tages :)

Der er mange tilbud med menu del dia, så vi betalte kun 40 pesos pr. person for frokost. Vi fik grøntsagssuppe med pasta, indbagt grøntsager/kartoffel med appelsin juice til.

Vi trængte til at få masseret de ømme muskler, så vi gik hen til et slags motionscenter, hvor vi fik en times massage. De kunne kun massere en af gangen, så vi måtte vente på hinanden. Vi fik pruttet prisen ned fra 450 pesos til 300 pesos pr mand. Det var lidt dyrt, men rigtigt dejligt.

Ved 21 tiden var vi ved at være sultne, så vi gik ned til en restaurant, som Lonely Planet anbefaler, Mayambe. Restauranten var en overdækket gårdhave med et bål i midten, der gav en dejlig varme i den kolde aften.

Her kunne man både få mexikansk, indisk, thai, vietnamesisk og italiensk mad. Vi valgte en vietnamesisk og indisk ret. Det blev 208 pesos inkl. drikkevarer, en øl og en drink.

Giv din Vurdéring af artiklen : dårlig god
(forrige dag)    (næste dag)