San Francisco, USA: Hip hurra det er Mettes fødselsdag 
  Søndag den. 10-06-2001

Vi vågnede kl 3 om morgenen pga tidsforskellen. Men pyt så startede vi med at fejre Mettes fødselsdag. Jeg gav hende en diamantring, og hun blev mega glad.

Vi spiste morgenmad på Mels Drive-in, som er en kopi af restauranten fra Back to the future med Michael J Fox. Amerikansk morgenmad er noget af en omvæltning, men du går absolut ikke derfra sulten.

Vi tog ned på Fisherman's Wharf, som er et utroligt spændende sted med mange forlystelser. Der er en spillehal med uendelig mange automater. Overalt var der opstillet boder med mad, tøj, smykker og andre fantasifulde varer. Der blev også tilbudt bådture, hvor man kunne sejle ud til Alcatraz, det meget berømte fængsel, under Golden Gate Bridge, engang verdens længste hængebro og langs med kysten.

Vi snuppede en sådan tur, som var en virkelig behagelige måde at opleve San Francisco på. Vi sejlede i ca 2 timer mens den behagelige San Francisco sol varmede på os. Det er dog vigtigt at tjekke de utallige rabatkuponer, der florerer i USA. Vi betalte ca 20 dollars for en mindre båd, hvilket nemt kan findes billigere. Men vi var nye og uerfarne rejsende i USA og vidste ikke bedre.

Fisherman´s Wharf skal opleves! Der er uendelige mange forlystelser og underholdningsarter, men det er også et dyrt sted. En bakke jordbær koster 80 kroner... Det er også værd at huske, at sporvognen fra Union Square til Fisherman´s Warf er gratis om søndagen. Så det er nemt og billigt at komme der ned og more sig.

Mettes fødselsdag skulle selvfølgelig fejres med maner. Så om aftenen tog vi op til North Beach, hvor Little Italy ligger. Men det virker som om, at ikke mange fra San Francisco er klar over, at det er Little Italy! I hvert fald kendte en taxa-chauffør, der har kørt i San Francisco i mange år, ikke rigtig Little Italy.

Det er et utroligt hyggeligt kvarter med masser af italienske restauranter, strip-klubber og natteliv. Vi valgte Stinking Rose, som blev anbefalet af taxa-chaufføren. Maden var god på restauranten, men lidt dyrt i forhold til vores penge, i hvert fald kostede middagen med vin ca. 450 kroner. Men man kan nemt finde dyrere restauranter i North Beach.

Efter middagen var vi henne på en irsk pub, som hedder Condor. Det er et af de billigste steder at drikke i North Beach, så der blev vi et stykke tid. Vi faldt i snak med en pige, som havde en dansk veninde. Hende måtte vi jo lige snakke med, så vi ringede hende op! Pubben har også en hel del poolborde, hvor man propper en dollar i pr. spil. Så måtte jeg jo lige vise mine evner og slå Mette endnu en gang i et spil pool!

Senere gik vi på en af de mange stripbarer, der var i North Beach. En fyr udenfor stripbaren fortalte os, vi kunne komme ind for 5 dollars hver, hvilket jo var utroligt billigt. Han lovede os, at vi fik de 2 første drinks gratis. Det viste sig, at da vi kom ind, skulle man bestille 2 drink på egen regning for at få lov til at blive der! En rigtig svindler!

Ja, Mettes kamera var i min hånd, og så tog vi et billede. Det skulle vi aldrig have gjort! I hvert fald blev vi smidt ud, og filmen med ca. 20 billeder blev taget fra os! Så husk, tag aldrig billeder inde på en stripbar, hvis du ikke er klar over det i forvejen:) Det kunne dog ikke ødelægge vores humør, og vi havde en god aften.

Giv din Vurdéring af artiklen : dårlig god
(forrige dag)    (næste dag)