Unawatuna, Sri Lanka: Madlavningskursus i Unawatuna 
  Onsdag den. 12-01-2011

Ud fra folks beretninger havde vi svært ved at bestemme os for en af de 2 mere udviklede strandbyer. Så vi har besøgt dem begge. De ligger kun ca. 1 time fra hinanden. Vi skiftede fra den ene super lokale bus til den anden i byen Galle. Første bus kostede 25 rs pr. billet. Den sidste bus kostede 15 rs pr. billet.

Unawatuna skulle have en meget bedre strand end Hikkaduwa - men der blev vi godt nok skuffet. Her er slet ingen strand. Den er næsten helt væk. Kun nogle ganske enkle steder er der 1-2 meter bred strand. Der er dog meget, meget mindre trafik i denne by, som selvfølgelig også er mindre, men har næsten samme gode udvalg af butikker og restauranter som Hikkaduwa. Der er mindre barer, hvor man sagtens kan finde en fest.

Unawatuna blev hårdt ramt af tsunamien. Hele byen blev næsten ødelagt. Efterfølgende er bebyggelsen ned mod stranden dog ikke blevet mindre. Næsten tvært imod. Desværre blev folk grådige og byggede huse helt ned til vandkanten. De steder, hvor der ikke er huse, er der bygget
en høj mur for at afskærme mod fremtidige tsunamier, men tilgengæld kan du slet ikke se stranden.

Uanset om folk har bygget tættere på stranden end før, er det et faktum, at vandet steg for 3 måneder siden. Så den strand, man kan se på de mange postkort, findes ikke lige nu. Er det folk, som er lige gode om at udnytte pladsen ned til stranden, som naturen er til at ændre sig??

En af denne bys store attraktioner er madlavningskurser. Sonjas Healthy Food er kendt for at arrangere gode kurser, så det skulle vi da helt sikkert prøve. For 3000 rs pr. person forventede vi også at blive gode kokke bagefter :o) Vi var 8 i gruppen.

Kl. 11 tog vi en tuk tuk ned på markedet i Galle. Vi besøgte grøntsagsmarkedet, krydderi- og fiskebutikker. Derefter drønede vi tilbage igen, hvor vi skulle lære at tilberede 7 forskellige lokale retter.

Ret nr 1: Rotti med chilisauce
Ret nr 2: Devil potatoes
Ret nr 3: Græskar Curry
Ret nr 4: Ananas Curry
Ret nr 5: Rødbede Curry
Ret nr 6: Ladies Finger Curry
Ret nr 7: Linser

Uhm, maden smagte fantastisk. Vores kok var super, super flink og grinede meget. Hvis vi skal sætte en finger på kurset, så kunne vi godt have været lidt mere involveret i madlavningsprocessen. Vi hjalp alle til med at lave rotti, men derefter blev vi henvist til notatskrivning. Vi tilbød flere gange at hjælpe til, men hun ville helst selv. Vi skrev og skrev. Hun skulle nok have delt opskrifter ud i stedet for, så vi kunne have dykket mere ned i madlavningen.

Man går meget mæt hjem fra kurset :o)

For nogle måneder siden kunne man sidde på stranden og nyde f.eks aftensmad. Den mulighed er desværre væk. I stedet kan man nyde den dejlige lune aften og vandet fra en terrasse, mens man nyder blæksprutte, krabbe, hummer etc. Priserne varierer meget, så det kan betale sig at ose rundt.

Overnatning - Namma's Guesthouse, Unawatuna, Sri Lanka
Adresse:Unawatuna (ingen adresse angivelse)
Godt:Ligger placeret godt i forhold til stranden og byen
Skidt:Ingen havudsigt fra værelset
Karakter:5   Pris:   50,00 kr. (1000 LKR) for et dobbeltværelse
Giv din Vurdéring af artiklen : dårlig god