Oaxaca, Mexico: Delikatesser i Oaxaca 
  Lørdag den. 27-01-2007

Morgenmaden på vores hostel bestod af frugt, røræg, pandekager samt en kulsort masse, der var mosede bønner med ost på.

Om lørdagen er markedet Central de Abastos større end normalt. Her kan man købe alt lige fra skruer, møbler, blomster, til tøj og kød. Man kan også købe tørrede græshopper, som er en delikatesse hernede.

Vi havde glemt, hvad græshopper hedder på spansk, så vi stod og lavede hoppende bevægelser med hænderne for at efterligne græshoppens hop. Mexicanerne fik et billigt grin, men vi fandt tilgengæld vej til boderne med de tørrede græshopper:)

Det var lidt grænseoverskridende at proppe en græshoppe i munden, men den smagte slet ikke sa mærkeligt...en knasende blanding af salt og sardin.

Efter et par timers osende rundt på markedet uden at købe noget tog vi en turistbus (34 pesos pr person) op til Monte Alban, som er en ældgammel by lidt uden for Oaxaca oppe i bjergene, som i dag er forladt. Entre koster 45 pesos pr. person.

Monte Alban består af en masse huse lavet i kampesten. Man kan ikke komme ind i dem, men der står skilte udenfor, der forklarer, hvad deres funktion var, dengang byen var aktiv og beboet.

Tilbage i byen igen spiste vi sen middagsmad. Vi fandt en ny restaurant, der serverede dagens menu. Dette er en god og billig måde at prøve forskellige mexikanske retter på. Vi fik kylling og grøntsagssuppe, enchiladas samt frugt juice for 49 pesos pr. person.

Vi er ved at planlægge resten af turen, så dagene ikke pludselig løber fra os. Vi vil gerne slutte denne rejse af med strandferie i Belize efter at have besøgt Mexico og Guatemala. Det overraskede os dog meget, at man ikke kan flyve fra Belize City (Belize) til Mexico City (Mexico). Vi har ikke bestemt os helt endnu, hvilken rute, vi tager de sidste dage, da vi jo skal være sikre på, at vi kan flyve tilbage til Mexico City, da vi skal flyve hjem herfra. Det vil tage flere dage i bus at køre tilbage til Mexico City, men vi finder en udvej.

Det er lørdag aften, så vi skal ud at spise og på barer bagefter. Vi bestemte os for en italiensk restaurant, hvor vi prøvede noget helt nyt....Casa de Pizza con banana. Pizza med skinke, tomat, ost og banan smager overraskende godt :) Dertil nød vi shangria, som hernede laves med tequila.

Vi endte på samme bar, som i går, da det er den mest besøgte.

Giv din Vurdéring af artiklen : dårlig god
(forrige dag)    (næste dag)