Folk i Mellemamerika elsker ris og bønner - Nicaragua er igen undtagelse. Hvis man bestiller en lokal ret, kan man være ganske sikker på, at bønner og ris indgår som en del af retten - selv til morgenmad. Når brune bønner mikses med ris, farves risen mørkere pletvis. Denne blanding kaldes for Gallo Pinto, som betyder den "plettede hane" :) Derudover spises her også ganske meget kål. Hvis der hører salat med til en ret, kan man være ret sikker på, at det er kål.

Man skal lige vende sig til taxi-kørslen. Hvis folk på gaden skal samme vej som dig, stopper taxien og tager dem med. Princippet er jo flere jo bedre, for jo flere penge tjener de. Vi er ikke vant til at sidde mega klemt i en taxi, som vi har bestilt, men kotumen er en anden her.

Distancen imellem byerne er ikke lang. Nicaragua er ikke et stort land, så transporttiden fra en by til den næste er ganske kort. Fra Granada til hovedstaden, Managua, er der ca 1 time. Det koster 20 cordoba pr billet. Fra Managua til Leon, som er vores næste destination, er der ca 1,5 time, og her koster en billet 40 cordoba.

Vi har ikke tænkt os at bruge tid i hovedstaden, da den frarådes af alle. Da vi kørte ind i byen, tænkte vi ellers, at den så spændende ud. Der var mange butikker, malls og fast food kæder. Men på undersiden har byen store problemer med kriminalitet, så en turist skal virkelig tænke sig om, inden Managua besøges.

Vi savner ikke mad eller længes efter dansk mad. I nogle lande kan det være svært at vende sig til deres retter, men det er ikke tilfældet i Mellemamerika. Udover at maden tiltaler vores smagsløg, så er det også meget billigere at spise lokale specialiteter.

For nogle år tilbage var der tydelige spor at se i Leon efter borgerkrigen. Der var skudhuller i husenes vægge. De er efterhånden alle blevet udbedret med årene. Nogle mener, at det har betydet, at byen har mistet lidt af sin charme.

Giv din Vurdéring af artiklen :

dårlig

god