|
|
|
Vi spiste morgenmad på terrassen med udsigt over byen, Dalhousie, og bjergene. Morgenmaden bestod af pandekager med kokos, rotti, en slags toast med æggefyld, toast, bananer og te. Vores værter sparer ikke på noget :o)
I dag er det fuldmåne (poya dag), så butikkernes åbningstider og bussernes køreplaner svarer ca. til en søndag. Vi havde heldigvis ingen problemer med at finde en lokal bus fra Dalhousie til Hatton, hvorfra vi skulle skifte til en ny lokal bus til Kandy. Det er meget nemt og hurtigt at bruge de lokale busser. De kører ofte, og folk er gode til at hjælpe med at finde den rigtige bus til os. Vi er begyndt at blive gode til at hoppe på "i fart".
I alt tog det ca. 4,5 time at komme frem, og det kostede 90 rs pr. person. Ja, man kan vist kun sige at transport er billigt her i landet, men de fylder også busserne godt op.
Strækningen fra Dalhousie er smuk. Man kommer forbi den store sø lige uden for byen, tusindvis af temarker og smukke bjerge i baggrunden.
Kandy var hovedstad i landet, indtil englænderne i 1815 bestemte sig for at ville kontrollere hele landet. Tidligere havde de kun kontrollere dele af øen. De ændrede hovedstaden til Colombo, som stadig er hovedstad den dag i dag.
Kandy er en smuk by omgivet af bjerge, masser af træer og med en sø i centrum af byen. Flere hoteller ligger på en skråning med udsigt over byen og søen. Det kan varmt anbefales at bo heroppe. 10 minutters gang så er man nede i centrum igen. "Hovedgaden", som ligger mellem søen og clock tower, er fuld af restauranter og bagerier, hvor man nemt og billigt kan få stillet sin sult. Her kan man også finde andet end det sædvanlige rice & curry, som er så populært i landet. Hvad med at prøve paratha eller samosa...
På en poya dag besøger mange buddhister - og turister - Temple of the Sacred Tooth Relic. Kort fortalt så opbevares en af Buddhas tænder her. Den vises kun frem hvert 4. år, så normalt ser man kun den guld kiste, som tanden ligger i. I 483 f.Kr blev tanden taget fra den døde Buddha. Herefter har den valfartet rundt fra Indien, smuglet i håret på en prinsesse til Sri Lanka, taget af den indiske hær tilbage til Indien, retur til Sri Lanka med hjælp fra kong Parakramabahu II, og hugget af Portugal som brændte tanden. Det påstås, at Portugal stjal og brændte en kopi, da den rigtige opbevares på et sikkert sted. Nogle siger også, at det ikke er den rigtige tand, som kan ses i templet... Den er opbevaret et sikkert og hemmeligt sted.
Main Market byder på kopi mærker, souvenirs, køkkenting etc. Det virker som om, at sælgerne er meget vante til turister, da de er pågående. Udvalget er ikke imponerende sammenlignet med kopivarer fra andre lande.
Det er første sted i dette land, hvor vi har mødt så mange tiggere. Fattige kvinder, mænd uden arme og folk med mystiske sygedomme, så deres hoved vokser vildt. Vi købte brød til en kvinde. Hun stak det ned i posen og stak hånden frem efter penge. Havde hun en familie derhjemme, som hun ville dele maden med eller er de kun interesseret i penge ?
Overnatning - Highest View, Kandy, Sri Lanka |
Adresse: | 129/3 Saranankara Road, Kandy |
Godt: | Smuk, smuk udsigt fra balkonen på vores værelse. |
Skidt: | Lidt pågående omkring at købe ture hos dem. |
Karakter: | 7 |
Pris: 150,00 kr. (3000 LKR)
for et dobbeltværelse
|
|
|
|
|