|
|
|
Vi stod op kl 02 om morgenen - det føltes nu mere som nat. Det er bedst at bestige Adam´s Peak, 2243 meter, om natten, så man kan nå derop inden solopgang. Fra december til maj besøges bjerget af utallige pilgrimme, som gerne tager derop og overnatter i små kolde skure, så de kan nyde solopgangen.
Det siges, at der er et fodaftryk oppe på toppen af bjerget. Buddhisterne tror, at Buddha har sat sit fodaftryk, da han steg op i paradis. De kristne tror, at det er Adams fodaftryk, da han blev forvist fra Edens have. Nogle tror, at sommerfugle kommer her for at dø. Andre tror, at fodaftrykket stammer fra Lord Shiva eller St. Thomas.
Opstigningen tager mellem 2 og 4 timer. Hvis man er vant til at motionere og få pulsen op, kan man sagtens klare opstigningen hurtigere end 4 timer. Vi klarede de 5200 trin op ad bjerget på 2 timer 15 min. Der er koldt oppe på toppen, så der er ingen grund til at komme derop alt for tidligt. Det er en god ide at tage tørt og varmt skiftetøj med. Man kommer til at svede på vejen op, men det er svært at tørre igen, så i stedet bliver man hurtigt kold i sit svedige tøj. Vi krøb i læ sammen med de overnattende pilgrimme i de kolde skure for at komme lidt væk fra den kolde natteluft.
På vejen op er den mørke sti oplyst af lamper, men det er først, når solen står op, at man kan se den smukke dal og de mange bjerge, som ligger for foden af Adam´s Peak. Når solen begynder at stå op, starter messen og musikken over højtalerne.
Opturen er utrolig smuk. Man følger hele tiden de mange lamper, som man kan se sno sig op ad bjerget mod toppen. Undervejs er der mange små butikker, så der er ingen grund til at slæbe for meget med nede fra byen.
Det er hårdt at gå op, men det er også hårdt at gå ned igen. De mange trin smerter i lårmusklerne, som kommer til at ryste. Men det føles godt, når man når tilbage til sit hotel, får et bad og en stor portion morgenmad :o)
Efter at have sovet et par timer, stod vi op og begav os ud for at lede efter de teplukkende kvinder. Vi har endnu ikke haft held med at se dem arbejde grundet den tamilske festival. Rundt om Dalhousie er der mange temarker. Vi mødte masser af skolebørn, som hoppede og dansede for, at vi skulle tage billeder af dem. De prøvede at overtale os til at følge med hjem til deres landsby, men vores ben havde desværre ikke flere kræfter i sig.
Pludselig kom en tuk tuk forbi. Der er ikke mange af dem her langt ude på landet. Han fik spurgt de lokale, i hvilket område kvinderne arbejder i i dag. Vi susede forbi den ene temark efter den anden. Det var ligesom at være på safari på jagt efter den sjældne dyreart. Pludselig stod de der. En hel mark fyldt med teplukkende kvinder. Der kommer vist ikke mange turister forbi disse kanterne. Kvinder kaldte på os. De ville helt vildt gerne have taget billeder. De fnisede højlydt, når de så sig selv. De ville også have, at vi tog billede af deres opsynsmand, som stod stift i midten af marken og holdte øje med om kvinderne arbejder nok :o)
Overnatning - Green House, Dalhousie, Sri Lanka |
Adresse: | Dalhousie (ingen adresse angivelse) |
Godt: | Morgen- og aftensmad koster 700 rs pr. person. Ligger tæt ved starten på turen op til Adam´s Peak. |
Skidt: | Ingen toilet og bad på værelset |
Karakter: | 7 |
Pris: 50,00 kr. (1000 LKR)
for et dobbeltværelse
|
|
|
|
|