|
|
|
Regnen har virkelig forladt området efter, at vi er ankommet. Vi gik en morgentur i fint solskin op til Little Adam's Peak, som er et lille bjerg, hvorfra man har en god udsigt. Folk er super venlige. Alle råber godmorgen og vinker. Generelt er folk helt utrolig venlige i dette land. Det gør ens rejse endnu mere let, og man kan kun blive endnu mere glad af at blive mødt af smilende folk.
Efter vandreturen på 1,5 time havde vi fået god appetit til morgenmaden. Honny bestilte lokal morgenmad bestående af stringhoppers med dall. En slags kolde nudler med linser på. Det så ikke ud til at blive en favorit ret :o) Jeg valgte en sikker menu bestående af omelet, toast og te.
Toget fra Ella til Nanu Oya, som er i retningen mod nationalparken Hortons Plains og World´s End, var en time forsinket. Der var ikke sket en ulykke. "Just a little broken", som de lokale udtrykte det. De fleste, som skal til nationalparken, overnatter i byen Nuwara Eliya - det gjorde vi også.
Der findes 2. og 3. klasse på toget som afgår kl. 09.45. Vi skulle helt sikkert køre på 3. klasse, så vi kunne møde de lokale. En billet koster 60 rs, og turen tager ca. 3 timer. Toget kører langsomt igennem landskabet, så man har god tid til at nyde de mange marker med te. I dag er tamilsk festival, så ingen kvinder arbejder i marken.
De fleste af de andre turister, som også skulle med toget, købte billet til 2. klasse, så vi var stort set de eneste turister i vores ende af toget.
Vi var næsten kun lige kommet ind i toget, så vinkede en gammel mand til os, at der var plads henne ved ham og hans familie. Han var 65 år men lignede mere en på 80 år. Helt rynket og det ene øje var helt grå og uklar på grund af grå stær. Men han ville utrolig gerne snakke og var ganske god til engelsk. De havde været på besøg hos deres ene datter og var nu på vej hjem.
Han fortalte, at der stort set kun var tamilere med på dette tog. Alle havde været på besøg et eller andet sted grundet de ekstra fridage, som festivalen gav. Hans familie arbejder også i en teplantage ligesom mange andre tamilere.
Han morede sig over, hvorfor vi dog havde købt billet til 3. klasse, når vi havde mulighed for at køre på 2. klasse. Han syntes vist, at vi var godt tosset, at vi gjorde det for at møde de lokale :o)
Nuwara Eliya i sig selv er ikke en særlig spændende by, men den fungerer som et godt udgangspunkt for den nært liggende nationalpark. De fleste hoteller kan hjælpe med at arrangere ture til nationalparken og de omkringliggende teplantager.
Byen har et marked, hvor man kan købe kopi mærker - Helly Hansen, North Face etc. Men kvaliteten og udvalget er meget dårligt, så man skal ikke sætte sine forhåbninger for højt om, at man kan gøre et kup her - desværre :o)
Det er højsæson, så hotellerne har generelt skruet prisen op alle steder, som vi har besøgt. Det føles lidt mærkeligt, at der kun bor 3 personer på et hotel, som har plads til ca. 50 mennesker. Men personalet fastholder, at det er højsæson...
Der ligger en bar i byen, som meget sigende hedder The Pub. Et lidt dystert sted som serverer billige øl. Da vi kom ind vendte alle sig om. De var vist ikke vant til at turister forvilder sig herind. De var da vist slet ikke vant til at dele deres pub med en pige :o)
Overnatning - Single Tree Hotel, Nuwara Eliya, Sri Lanka |
Adresse: | 178 Haddon Hill Road, Nuwara Eliya |
Godt: | Gode til at arrangere ture til fair priser |
Skidt: | Nødvendigt med en tuk tuk ind til centrum. |
Karakter: | 6 |
Pris: 100,00 kr. (2000 LKR)
for et dobbeltværelse
|
|
|
|
|