|
|
|
Vi tog af sted fra Billund Lufthavn om morgenen og var klar til en lang flyvetur. Først fra Billund til Amsterdam, og dernæst Amsterdam til San Francisco.
Turen gik fint, men vi mødte de første problemer, da vi kom frem til San Francisco. Vi havde lejet en bil hos Avis gennem Kilroy Travel, som indbefattede 2 gratis førere over 21. I San Francisco Lufthavn (SFO), skulle vi afhente bilen. I et kæmpe bygningskompleks, 10 minutters bustur fra SFO var biludlejningsfirmaerne samlet.
Vi blev ekspederet af en meget bestemt dame, der på trods af sine 12 års erfaringer, stadig kunne lave fejl. Faktisk fik vi en meget uhøflig betjening af damen. Hun påstod, at en ekstra fører skulle være minimum 25, hvilket var en fejl. Derfor sendte hun 2 uforstående danskere af sted med kun en tilladt fører af bilen. Vi var ikke friske p.g.a. flyturen og tidsforskellen (9 timer), og vi havde stadig en hård køretur indtil downtown San Francisco, hvor vi skulle bo de næste dage.
Vi havde lejet et finere hotelværelse på Hotel Mosser Victorian til de første dage, fordi Mette havde fødselsdag, hvilket jo selvfølgelig skulle fejres med maner. Selvom vi havde betalt en masse penge for vores hotel, var det ikke et fejlfrit rum, vi fik tildelt. Men alt er jo med til at skabe atmosfære. Vi havde ikke varmt vand og vores radiator larmede også en hel del. Men personalet var meget venligt og ydede os god service. Især var det utrolig dejligt at hotellet var meget centralt placeret. Ca 5 minutters gang til China Town, og endnu kortere til Union Square med butikker af alle arter.
Vi var meget trætte, men det gjaldt jo om at holde sig vågen længst muligt for at vænne sig til tidsforskellen. Om aftenen var vi på lidt sightseeing i China Town, hvor vi fandt et hyggeligt sted at spise til aften.
China Town er den største koloni af kinesere i verdenen, endnu større end kolonier i London og New York. Det er utrolig billigt at spise i China Town, et prisniveau man ikke finder andre steder i Californien.
Dagen sluttede lidt før 21, hvor mine øjne ikke kunne mere, men Mettes lyste stadig op! Nu havde vi jo også været i live i 24 timer i træk og proppet med masser af nye indtryk!
|
|