Kina og Nordkorea
07-04-2011 - 25-04-2011

Nordkorea er det mest isolerede land i hele verden og ganske få, forbinder det med ferie at tage til landet. Godt forberedte og efter at have fået det blå stempel af styret, tog vi på vores første gruppetur nogensinde. Vores formål var at se, om vi kunne komme bare lidt ind under huden på nordkoreanerne. Om det lykkedes kan I læse om i vores spændende dagbogsberetning...

Er det ikke farligt at tage til Nordkorea? Nej, tværtimod er det for turister et af de mest sikre destinationer i verden. Vær dog forberedt på at være mandsopdækket konstant under hele opholdet, og visse regler skal bare overholdes. Kan man overvinde sig selv, lade som om man har den ypperste respekt for styret, bøje sig i støvet utallige steder hvor der er overdådige monumenter af den store leder, kan Nordkorea være et interessant bekendtskab.

Det er kun muligt at tage til Nordkorea på en arrangeret gruppetur. Disse ture sigter på at vise det bedste af landet og udstille det til at være et rigt og velfungerede socialistisk samfund. Realiteterne er dog langt mere skræmmende end det glansbillede, der forsøges vist. En ekstrem gudedyrkelse af afdøde Kim Il Sung og den nuværende leder Kim Jong Il er hverdagen for alle nordkoreanere fra morgen til aften. Adlydes denne tilbedelse ikke er straffen et liv i grufulde arbejdslejre med daglige offentlige henrettelser. Demokrati i landet er ikke eksisterende, og de fleste nordkoreanere bliver fortalt, at verdenen udenfor har det langt værre end dem selv på trods af det faktum, at landet har konstant mangel på både elektricitet og fødevarer. Det er en befolkning, der er beskyttet imod alt "ondsindet" fra vesten, derfor er her hverken udenlandske tv-kanaler eller internet. Det er ikke en overdrivelse, at en stor del af befolkningen ikke ved, at der har været mennesker på månen. Glansbilledet krakelerer ofte, og det er let som turist at se, at alt ikke er i sin bedste orden. På vores tur rundt i landet besøger vi bl.a. den demilitariserede zone (DMZ), Kaesong, Pyongyang, Nampo. Men vi er også på et anderledes spaophold, som jo ikke just er det man forbinder med Nordkorea.

Nordkorea besøges kun af et beskedent antal turister årligt, og kun ganske få selskaber arrangerer ture dertil. Vores valg faldt på det svenske selskab "Korea Konsult", og det har vi aldrig fortrudt. Selskabet kan på det kraftigste anbefales for glimrende og hurtig service på afklarende spørgsmål. Det er dyrt at tage til Nordkorea. Regn med omkring 1100-1600 euro for en standard 7 dages tur til landet, afhængig af selskab og turens indhold. Korea Konsult ligger prismæssigt midt imellem, mens det dyreste selskab er Koryo Tours, som dog mange steder også bliver anbefalet. Grunden til, at Koryo Tours er dyrere er, at de har et møde om turen dagen forinden i Beijing, og desuden sender de en repræsentant fra selskabet med ind i Nordkorea. Noget som vi personligt ikke fandt nødvendigt for os. Udgangspunktet for rejser til Nordkorea er i de fleste tilfælde indrejse via fly fra Beijing i Kina og udrejse med tog. Man kan imod ekstra gebyr som regel flyve med Air China til Nordkoreas hovedstad Pyongyang, i stedet for det koreanske flyselskab Air Koryo, der sikkerhedsmæssigt ikke har det bedste ry.

En rejse til Nordkorea kan helt klart anbefales. Vi forlængede vores tur fra 5 til 7 dage og fortrød det ikke. Hele vores turgruppe var enige om, at det havde været en yderst interessant og en meget anderledes rejse. Det er den rejse, vi har været klædt bedst på til ved at se stort set alle tilgængelige dokumentarudsendelser, der findes om landet. Vi havde derfor en bunke spørgsmål til nordkoreanerne, som dog alle måtte stilles på en yderst diskret måde, da eksempelvis ydmygende bemærkninger om lederen kunne betyde, at vi blev smidt ud af landet. De andre turdeltagere fortalte på slutningen af turen, at de var glade for vores mod til, at vi turde stille de interessante spørgsmål, mens de nordkoreanske guider konstant syntes, at vi var et par "trouble makers".

Hvor længe dette helt vanvittige styre holder er ikke til at sige, men for evigt er det i hvert fald ikke...

Turen tager dig også til Kinas hovedstad Beijing med alle dens store attraktioner. Vi tager dig blandt andet ud på den kinesiske mur, Den Forbudte By, shopping de bedste steder, besøger sommerpaladset og meget mere.
    100 dkk svarede til 100 Danske kroner 
    75 dkk svarede til 100 Kinesiske Yuan 
94 dkk svarer idag til 100 Kinesiske Yuan. En stigning på 25 procent!
    745 dkk svarede til 100 Euro 

Læs dagbogen (steder)
07-04-2011: Mellemlanding i München08-04-2011: Busy Beijing
09-04-2011: På cykel til Den Forbudte By og omegn10-04-2011: Fra Mao til masser af shopping
11-04-2011: Shopping og show12-04-2011: Ankomst til Ondskabens Akse
13-04-2011: DMZ og Folkets Bibliotek14-04-2011: Sight seeing i Pyongyang
15-04-2011: Kim Il Sungs fødselsdag16-04-2011: Spa i Nordkorea
17-04-2011: West Sea Barrage18-04-2011: Tog fra Pyongyang til Beijing - 24 timer
19-04-2011: Ni hao Beijing20-04-2011: Skrædder og trendy designs
21-04-2011: The Great Wall og Ming Tombs22-04-2011: Sommerpalads og Kung fu Show
23-04-2011: Happy Valley og skrædder24-04-2011: Du milde kineser
Aktiviteter på rejsen
Trekking: Den kinesiske murWellness: Spa i Nordkorea
Kina
Beijing (136 billeder)
Nordkorea
Kaesong (18 billeder)Nampo (27 billeder)
Panmunjon (16 billeder)Pyongyang (153 billeder)